En institution i Københavns kommune






Skiftesporet

SKIFTESPORET - et længerevarende socialpædagogisk botilbud:

Skiftesporets opgave er med udgangspunkt i den enkelte unges særlige behov og i forhold til det problemkompleks, den unge er en del af, at udføre socialpædagogisk arbejde. Indsatsen ligger først og fremmest i det individuelle relationsarbejde, der skal sikre en bæredygtig relation mellem medarbejderen og den unge. Denne relation opbygges langsomt med tålmodighed, forståelse, og en dyb respekt for den unges sociale og personlige udgangspunkt. Målet med dette arbejde er, at den unge med tiden lærer at forholde sig til egne problemer, og bliver i stand til at etablere og fastholde bæredygtige relationer til andre mennesker, og grundlæggende bliver i stand til at klare en tilværelse på egen hånd. Tidligere kunne de unges problemer få et meget ekspressivt udtryk, for eksempel med meget kriminalitet, men at gruppen gennem de senere år er blevet ældre har imidlertid betydet, at den fremstår langt mindre rodløs, dog til gengæld væsentlig mere følsom, sårbar og indadvendt, i nogen tilfælde på grænsen til det psykiatriske problemfelt. At de unge således er bærere af disse meget introverte problemstillinger, betyder samtidig også at det kræver en langt større pædagogisk indsats, både at opbygge og fastholde en forpligtende relation, at få den unge til at turde handle og derved skabe positive forandringer i forhold til egne levevilkår, og derved være i stand til at klare sig selv. De unge bor eksternt i hybler, værelser eller sammen i Skiftesporets bofællesskabslejligheder. Jf. Lov om Social Service § 66 stk. 3 og § 76 (over 18 år). .

Relationsarbejdet:

På Skiftesporet arbejdes der på at etablere en tæt, fortrolig og stabil voksenkontakt til den unge. Medarbejderne optræder som voksne mennesker, som den unge kan spejle sig positivt i. Dette er basis for støtten til den unge, der er midt i processen med at etablere sig i sit eget liv. Opgaven består i, at sikre en god udvikling og skabe et mere holdbart fundament i denne proces. I relation til familie, netværk, uddannelse og arbejde, bliver den unge i højere grad i besiddelse af individuelle mestringsredskaber og perspektiver, samt evner til at udholde eventuelle nederlag og modgang bedre. Skiftesporets ansatte agere også bindeled mellem den unge og dennes "samarbejdspartnere", sagsbehandler, arbejdsplads, uddannelsesinstitution, psykolog, tandlæge, læge, terapeuter, politi mv. Medarbejderne prioriterer højt at motivere den unge, som et led i sin udvikling, til at forholde sig til sin egen historie og fremtid. Desuden udarbejdes der, på et givent tidspunkt, sammen med den unge en individuel handleplan, hvori der sættes ord på en række målsætninger, den unge ønsker at arbejdet hen imod. Der forudsættes høj fleksibilitet hos medarbejderen og at man i konkrete tilfælde har økonomisk mulighed for at kunne købe dagligvare eller et måltid mad til den unge. Altså at dække de primære behov, for at forebygge, at den unge i desperation går ud og foretager kriminelle handlinger. Især er det vores erfaring, at det er vigtigt, at den unge får ordentligt kost og at den unge har mad i køleskabet. .

Udslusningsprocedure

På Skiftesporet udskrives ingen unge til gaden. Derfor gøres der en aktivt målrettet indsats for at få den unge skrevet op til egen lejlighed i diverse boligforeninger, kollegier, ungdomsboliger mv. Før Skiftesporet udskriver en ung, er det vigtigt, at den unge er etableret i egen bolig, at han/hun føler sig tryg i de nye omgivelser og har et nogenlunde realistisk forhold til sin økonomiske og sociale situation. En brobygningsfunktion, hvor man følger op efter, at den unge i princippet er udskrevet til egen selvstændig bolig uden støtte, er pædagogisk og metodisk vigtige elementer i Skiftesporets arbejde med de unge. .

Specifikke fokuspunkter for Skiftesporets udviklingsplan:

  • Kvalificering af pædagogisk praksis
  • Fokus på de unges ressourcer og ansvar for egne situation.
  • Systematik i observations- og beskrivelsesarbejdet.
Akutinstitutionen · Moseskrænten 57 · 2860 Søborg · Tlf. 38 34 73 31 · E-mail: sy25@sof.kk.dk